Hattrick og tenniscifre i Porto-sejr
Illustration
Champions League

Hattrick og tenniscifre i Porto-sejr

Yacine Brahimi scorede hattrick for FC Porto, der rundbarberede BATE Borisov med 6-0 i Champions League-åbneren.

Yacine Brahimi fik for alvor gjort reklame for sig selv under VM, hvor han var en af Algeriets bedste spillere, og onsdag aften brillerede den 24-årige offensivspiller også i Champions League for FC Porto, der hjemme i Portugal havde besøg af BATE Borisov.

Brahimi scorede hattrick for Porto, og dermed havde han en stor aktie i, at hjemmeholdet uden problemer levede op til favoritværdigheden og vandt med tenniscifrene 6-0 over hviderusserne.

Yacine Brahimi åbnede målfesten efter fem minutter, og kort efter den halve time var algerieren også på pletten med scoringen til 2-0. Før pausen blev det også 3-0 ved en anden VM-profil – Columbias Jackson Martinez. 12 minutter inde i anden halvleg fuldbyrdede Yacine Brahimi sit hattrick med målet til 4-0, og senere øgede Adrian og Vincent Aboubakar til 5-0 og 6-0, som også blev kampens slutresultat.

Knap så meget blev der scoret i gruppens anden kamp mellem Athletic Bilbao og Shakhtar Donetsk – der blev faktisk slet ikke scoret overhovedet, hvilket må siges at være til størst tilfredsstillelse for gæsterne fra Ukraine, der kampen igennem spillede helt lige op med Athletic Bilbao.