Før Real Madrid: Gammel dame med stolt fortid

Bragt i Tipsbladet 1. maj

Da Juventus havde slået Monaco ud af Champions League og dermed kvalificeret sig til semifinalerne for første gang siden 2003, satte Gianluigi Buffon ord på følelsen.

 

”Da jeg sidst nåede så langt for 12 år siden, troede jeg, ventetiden ville være kortere, men fordi rejsen har været meget vanskelig, kan vi nyde dette resultat endnu mere.”

 

”Vi ønskede at gå videre til næste runde for enhver pris. Vi vidste, vi havde en god mulighed, og efter 12 år ønskede vi at ære Juves historie,” sagde Buffon efter kampen i fyrstedømmet.

 

Juventus havde da netop spillet 0-0 i returkampen på udebane og gik videre takket være en 1-0-sejr hjemme i Torino. To ærketypiske og klassisk italienske fodboldresultater, men derudover har der ikke været meget klassisk over italienernes præstationer i Champions League i de senere år. Det er første gang siden Inters sejr i 2010, at et hold fra støvlelandet er nået forbi kvartfinalerne, og slår Juventus ikke Real Madrid ud, vil der dermed have været fem sæsoner uden en italiensk finalist. Så dårlig en stime har italiensk fodbold ikke haft i al den tid, turneringen har heddet Champions League. Men måske kan Juventus vise fordums styrke og sætte Serie A og calcio tilbage på Europa-kortet.

 

Med 52 deltagelser er Italien det land, der flest gange har haft et hold i en af de store europæiske finaler – Spanien følger lige efter med 51. Og da Champions League i 1992 blev gentænkt som en mere strømlinet og kommerciel turnering, var Italien i turneringens første mange år den førende nation. I de første seks finaler, fra 1993 til 1998, var italienerne repræsenteret, og det er den bedste stime efter relanceringen. Tættest på kommer de fem engelske finaler fra 2005 til 2009.

 

Juventus spillede en helt afgørende rolle i den historiske stime. Milan repræsenterede Italien i 1993, 1994 og 1995, men så tog Torino-klubben over. Juventus havde også været i finalen i 1973 og 1983 samt vundet finalen i 1985, men klubbens bedste periode i Europa faldt i halvfemserne. I 1995 var Juventus i finalen i UEFA Cuppen, og det blev efterfølgende fulgt op med tre Champions League-finaler på stribe.

 

Juventus vandt det hjemlige mesterskab i 1995 efter en lang tørkeperiode, der strakte sig helt tilbage til Michel Platini-æraen i midten af firserne. Men Marcelo Lippi, der overtog trænerjobbet i 1994 efter en periode i Napoli, gjorde igen Juventus til en national og efterfølgende også international magtfaktor. Den tyske satsning, der i starten af halvfemserne havde bragt spillere som Thomas Hässler, Stefan Reuter, Jürgen Kohler og Andreas Möller til Torino, var forbi, og i 1995 trådte Juventus ind i Champions League med en trup, der kun talte fire udlændinge: Den argentinske teenager Juan Pablo Sorin, der ikke spillede nogen rolle i løbet af sit ene år i klubben, samt Paulo Sousa, Didier Deschamps og Vladimir Jugovic. Til gengæld var de italienske spillere uhyre stærke. I Angelo Peruzzi havde man en dygtig målmand, Ciro Ferrara var kommet med Lippi fra Napoli og blev straks en klippe i forsvaret og længere fremme på banen havde man stjerner som Fabrizio Ravanelli, Gianluca Vialli og unge Alessandro Del Piero.

 

Juventus vandt i sikker stil sin Champions League-pulje i efteråret 1995. I en gruppe, der også talte Dortmund, Rangers og Steaua Bukarest, tog italienerne førstepladsen med fire point ned til tyskerne, der ellers som det eneste hold slog Lippis mandskab. Derudover blev det til en enkelt pointdeling, en nulløsning i sidste puljekamp i Rumænien.

I kvartfinalen besejrede Juventus en europæisk gigant. Real Madrid med Michael Laudrup på holdet vandt 1-0 i Spanien, men til gengæld sejrede italienerne med 2-0 i returkampen og gik videre. Derefter slog Juventus Nantes i semifinalen – igen en 2-0-sejr hjemme og et etmålsnederlag ude – og så ventede Ajax i finalen.

 

Den hollandske traditionsklub havde vundet turneringen året forinden og havde endnu et ungt stjernehold intakt. Derfor var Ajax at regne som Europas måske stærkeste klub – ”hollænderne nærmer sig Utopia,” sagde Real Madrid-træner Jorge Valdano, da hans hold havde tabt til Ajax i gruppespillet – men Juventus fik dæmmet op for de forsvarende mestre i finalen. 

 

”Kampen var meget intens. Jeg synes, at begge hold spillede godt. Ajax havde deres spil, deres filosofi om, hvordan man skal spille. De spillede med stor kontrol, med forsvarere der tog del i spillet, med fløje der spillede meget bredt, med en angriber i form af Litmanen som hele tiden bevægede sig og kontrollerede bolden. De mandsopdækkede og de pressede meget, men de havde en angrebsmentalitet. Vi havde et solidt hold. Vi var stærkere fysisk, og også mentalt tror jeg, og taktisk gjorde Lippi altid det rigtige,” sagde Juventus’ 1995-anfører Gianluca Vialli for nogle år siden til UEFA’s hjemmeside.

 

Det var altså to klassiske filosofier, den hollandske mod den italienske, der mødtes, og det blev den sidstnævnte, der sejrede. Efter 1-1 i ordinær og forlænget spilletid var Juventus bedst til at sparke straffespark, og dermed kunne Vialli løfte trofæet på Roms olympiske stadion.

 

”Der var glæde, men mere end glæde var det en lettelse at holde pokalen i min hånd og løfte den foran vores fans med mine holdkammerater ved min side – hele gruppens glæde. Hvis jeg ser tv-billeder, får jeg gåsehud, for det var virkelig et moment, et gribende moment,” sagde Vialli til UEFA om det, der blev starten på en periode med Juventus som Europas stærkeste klub.

 

Godt nok rejste anfører Vialli til Chelsea i sommeren 1996, men alligevel var klubben endnu stærkere sæsonen efter Champions League-sejren. Markante navne som Alen Boksic, Paolo Montero, Christian Vieri og en vis Zinedine Zidane kom til klubben det år, og Juventus vandt det hjemlige mesterskab. Også i Europa viste Torino-klubben stor styrke. 

 

”Jeg stod i spillertunnellen inden kampstart, og Juventus-spillerne fik vores spillere til at se små ud,” sagde Manchester United-manager Alex Ferguson om den første kamp i gruppespillet, som Juventus vandt 1-0.

 

Efterfølgende gik Juventus hele vejen i finalen uden at tabe en eneste kamp, og særlig den samlede 6-2-sejr over førhen så fremragende Ajax i semifinalen var en magtdemonstration.

 

”Juventus vinder!” indledte Tipsbladets Per Høyer Hansen sin optaktsartikel til finalen, som italienerne skulle spille mod Dortmund, og han uddybede efterfølgende, hvorfor han så Marcelo Lippis hold som favorit.

 

”Holdet har i indeværende sæson været uhyre stabilt og er gået ubesejret gennem de 10 kampe op til finalen. De to sejre i semifinalerne over Ajax Amsterdam – Juves modstander i sidste års finale – har senest understreget holdets uhyggelige styrke også internationalt. Med en vis ret kaldes Juve for verdens stærkeste hold i disse år, og teknisk er italienerne bedre end deres modstandere i næste uge. Juventus ligner kampens vinder – men...” kunne Høyer Hansen alligevel ikke helt undlade at bemærke i slutningen af sin analyse.

 

Og det gjorde han klogt i, for Juventus kunne ikke slå Dortmund. 3-1 vandt tyskerne på Olympiastadion i München, selv om Juventus havde været bedst og havde haft flest afslutninger. Så godt nok vandt Dortmund, men Juventus havde trods alt vist en styrke, som også blev taget med i den efterfølgende sæson.

 

Endnu engang nåede Juventus finalen, men også denne gang blev det til et nederlag. Igen havde Juventus været favorit mod et Real Madrid-mandskab, hvor Jupp Heynckes på grund af en dårlig ligasæson var sikker på at blive fyret allerede inden finalen, men Predrag Mijatovic scorede kampens eneste mål og sikrede Real Madrid trofæet.

 

Og så blev finalestimen heller ikke længere. Endnu en finale i 1999 ville have været den bedste række siden Real Madrids fem sejre på stribe fra 1956 til 1960, men Juventus måtte give fortabt mod Manchester United, der vandt semifinalerne med samlet 4-3 efter 3-2-sejr i Torino. Året efter deltog Juventus slet ikke i turneringen på grund af dårlige resultater i den hjemlige liga, men holdet havde efterladt et indtryk, der sad fast. Alex Ferguson, der med United mødte Juventus seks gange i halvfemserne, har fremhævet Den Gamle Dame som en inspirationskilde.

 

”Juventus var et forbillede for mit Manchester United-hold. Jeg lod mine spillere se video af Lippis hold og sagde til dem: ”Lad være med at kigge på taktikken eller teknikken, det har vi også. I skal lære at have deres begær efter at vinde.””

 

Juventus nåede finalen i Champions League igen i 2003, men tabte efter straffesparkskonkurrence til Milan. Siden har Juventus ikke været i nærheden af en triumf, men til Gianluigi Buffon og resten af klubbens store glæde bliver det altså minimum til en plads i semifinalen. Skal Juventus skal nå endnu længere, kræver det sejr mod Real Madrid – modstanderne i den tabte finale i 1998, men også klubben, hvis Galácticos man besejrede i semifinalen i 2003. Og der er mere historie i næste uges kamp: Real Madrids Carlo Ancelotti var som Juventus-træner i 1999 manden, der ikke kunne føre sit hold i finalen for første gang i fire år. Siden udviklede han sig så til Champions League-specialist og vandt turneringen tre gange med Milan og Real Madrid, blandt andet med finalesejr over Juventus for 12 år siden.

 

Så historien fylder meget før Champions League-semifinalerne, og i Torino håber man, at den kommer til at fylde endnu mere; at man ikke bare skal nøjes med en semifinale, men kan gå endnu længere og måske vinde det hele. Pavel Nedved, tidligere stjernespiller og nuværende bestyrelsesmedlem i klubben, frygter ikke kampen.

 

”Vi er begejstrede over at være i semifinalen efter 12 år. Jeg var med til at spille mod Madrid sidste gang, og det bliver to interessante kampe. Vi fortjener at være semifinalen, og det bliver fantastisk – for os og for fansene – at møde de forsvarende mestre, et af de bedste hold i verden.”

 

”Vi er ikke favoritter, og det ville skørt at tro det, men vi vil gøre et godt forsøg, og vi spillerne til det. Jeg er overbevist om, at vi vil levere to gode præstationer, og så må vi se, om det er nok til at holde vores sæson i live,” sagde Pavel Nedved efter lodtrækningen i fredags.