Champions League

FCK sejrede trods problemer

FCK er videre til afgørende CL-kvalifikationsrunde, men de irske modstandere fra Shamrock Rovers gav god modstand fra sig.

FC København gik som ventet videre fra de to Champions Leaguekvalifikationskampe mod Shamrock Rovers, men de undertippede irere gav god modstand fra sig.

Shamrock startede kampen fremragende. Det spillede aggressivt og pressede FC København højt på banen, og så havde de en fysik, som de danske mestre havde svært ved at matche i luften.

Irerne spillede sig frem til flere hovedstødsmuligheder og var millimeter fra en 1-0-scoring, da de 17 minutter bragede et drøn af et hovedstød på overliggeren.

Hjemmeholdet fortsatte det gode spil i det meste af halvlegen, hvor FCK aldrig rigtigt fik styr på spillet. Som så ofte før var det Dame N'Doye, der sørgede for, at gæsterne alligevel kunne gå roligt ned til pausen.

Med fire minutter igen af første halvleg sikrede han føringen til FCK, da han efter en dødbold sparkede bolden i mål fra en spids vinkel ved fjerneste stolpe. Dermed skulle Shamrock score tre gange for at gå videre.

Det kom de aldrig rigtigt tæt på. Irerne var efter pausen stadig farlige på dødbolde, men det var FCK, der igen kom på måltavlen, da Bolaños udnyttede en retur fra et Dame N'Doye-hovedstød til at gøre det til 2-0.

Herefter kunne FCK'erne nogenlunde sikkert spadsere sejren i hus. Santin havde en stor chance med få minutter igen, men det blev ved de 2-0, og FCK er videre til sidste kvalifikationsrunde med samlet 3-0.