FCK-fans angrebet under Dnipro-kamp
Foto: Polfoto
Champions League

FCK-fans angrebet under Dnipro-kamp

FC København melder på klubbens hjemmeside, at ingen af de medrejsende fans er kommet alvorligt til skade, efter at de i pausen af kampen mellem Dnipro og FC København blev angrebet af lokale fans.

I pausen af aftenens kamp mellem Dnipro og FC København blev den gruppe af fans, der var rejst med holdet til Kiev, angrebet af lokale fans. På klubbens hjemmeside beskriver man hændelserne nærmere.

- 2. halvleg af kampen i Kiev blev udsat pga. et sikkerhedsbrist, der muliggjorde et overfald på gruppen af F.C. Københavns fans, der tæller omkring 30 personer. Under 1. halvleg blev de udsat for adskillige kasteskyts fra afsnittet over dem, men midt i pausen gik det for alvor galt, da en stor gruppe af lokale tilskuere fik mulighed for at trænge ind på det ellers lukkede afsnit, som udeholdets tilskuere var placeret på, uden at sikkerhedspersonalet på stadion greb ind

- Gruppen af F.C. Københavns fans forcerede hegnet ned mod banen for at komme i sikkerhed og nåede, hjulpet på vej af medlemmer af FCK’s stab, ned til udskiftningsområdet, hvor den jagtende gruppe ikke kunne komme igennem sikkerhedspersonalet der. Dommeren satte først gang i kampen igen efter at der var fundet et sikkert område at placere F.C. Københavns fans på, inden de bliver eskorteret fra stadion efter kampen, skriver klubben videre på hjemmesiden.

FC København meddeler også, at den løbende er i dialog med UEFA's repræsentanter på stedet for at have klarhed over sikkerhedssituationen, der gør, at fans og resten af FCK-delegationen skal have en omfattende ekstorte væk fra stadion i Kiev.