Ekspert: FCK kan lukke ned for Vardy og Mahrez
Danny Lawson/Polfoto
Champions League

Ekspert: FCK kan lukke ned for Vardy og Mahrez

Mikkel Bischoff er positiv ved tanken om, at FCK skal møde de engelske mestre i næste Champions League-kamp. Han mener ikke, at Leicester kan noget, som FCK vil gå svært ved at håndtere.

Det kan godt være, at Leicester på nuværende tidspunkt ligger nummer et i gruppe G i Champions League foran FC København, men eksperten Mikkel Bischoff mener, at FCK har spillerne til at lukke ned for to spillere, der begge spillede store roller i Leicesters engelske mesterskab i sidste sæson.

- Jeg synes, at københavnerne har meget fart i sin bagkæde, som kan lukke ned for Leicesters hurtige spillere som for eksempel Jamie Vardy og Riyad Mahrez, siger Mikkel Bischoff til Ritzau.

Bischoff er specielt imponeret over FCK-spillerne, der ikke ligner nogen, der er vildt imponerede over at spille Champions League, men derimod finder sig godt hjemme på den største europæiske fodboldscene.

At Leicester i sidste sæson blev engelske mestre, kan give en tro om, at de har nogle våben, der kan være svære for FCK'erne at dæmme op for. Men det mener eksperten ikke.

- Jeg synes ikke, at Leicester kan noget, som FCK vil få meget svært ved at håndtere. Så jeg tror, det bliver to meget lige kampe, som vi kommer til at se, siger Mikkel Bischoff.

Her lægger Bischoff specielt vægt på, at FC København er stærke på dødbolde. I kampen i går var københavnerne flere gange farlige ved dødbolde, og to af deres mål kom efter hjørnespark. Modsat lukkede Leicester tre mål ind i deres seneste Premier League-kamp på dødbolde. 

Leicester vandt i går deres anden Champions League-kamp i denne sæson, da de besejrede FC Porto med 1-0 på mål af Islam Slimani.