Cornelius-minder: Jeg holdte øje med N'Doye

Bragt i Tipsbladet 23. september

I efteråret 2006 var Andreas Cornelius 13 år gammel, da FC København debuterede i Champions League mod Benfica, Manchester United og Celtic.

”Det var lige deromkring, at jeg skiftede til KB, men om jeg spillede for dem eller Fremad Amager, kan jeg faktisk ikke huske. Men jeg kan huske, at FCK kom videre ved at slå Ajax, og at de vandt over Manchester United i Parken.”

”Jeg har nu aldrig set så meget fodbold i fjernsynet. Jeg tror ikke, at jeg kendte alle spillerne på FCK-holdet, da jeg var 13 år. Jeg har kendt nogle af angriberne, og det var nok det. Og faktisk ser jeg stadig ikke så meget fodbold. Jeg er ikke sådan et fodboldleksikon, der kan navnene på alle spillere i Europa.”

”Men det er de europæiske kampe, hvor man får et godt resultat, som man husker, også om nogle år. Og alle andre husker det også. Vi sidder jo og snakker om noget, der skete i 2006. Det er rigtig mange år siden, men det siger noget om vigtigheden af det,” siger Cornelius, der godt kan huske Marcus Allbäcks legendariske sejrsmål mod Manchester United, og som mindede en del om hans egen udligning i Porto.

For begge mål begyndte med en afslutning, der helkiksede og skruede voldsomt. Allbäck ramte så bare bolden så skævt med benskinnen, at Edwin van der Sar ikke kunne nå den, før den sneg sig over stregen, mens Cornelius måtte bruge hovedet for at få sin indledende indsats i nettet.

”Hans mål var måske lidt mere kludret end mit, for backen fik jo lige prikket til bolden, før jeg ramte den. Der var lidt mere afslutning over mit mål, synes jeg, og det var også i åbent spil, mens Allbäcks var efter hjørnespark. Jeg synes, det er sjovere at score i åbent spil end på dødbolde,” siger angriberen, der var blevet 17 år, da FCK næste gang kom i Champions League.

Og dengang fyldte det noget mere, for Cornelius var nu ynglingespiller i klubben og kunne følge førsteholdet tæt.

”Vi fik billetter til kampene, så jeg var inde at se dem alle sammen. Mod Rosenborg i kvalifikationen, mod Rubin Kazan og mod Barcelona. Jeg kan huske, at jeg var meget imponeret over, hvor godt et hold det var. Det snakkede vi meget om, vi der løb rundt ovre på ungdomssiden. De var totalt suveræne i Superligaen og rigtig gode i Champions League, og så spillede de også meget flot fodbold.”

”Det var nok lidt for tidligt til, at jeg selv var begyndt at tænke meget på, at nu skulle jeg op i truppen og så videre, det var jo først to år senere, at jeg fik debut. Men jeg kan huske, at deres resultater gjorde, at jeg tænkte, at jeg godt nok skulle være god, hvis jeg skulle kunne slå igennem i FCK. At jeg fan’me skulle bruge tiden fornuftigt og gøre alt, hvad jeg kunne, for at blive så god som mulig, mens jeg stadig var ungdomsspiller.”

”Vi havde ikke rigtig kontakt med dem, men jeg holdt øje med N’Doye og prøvede at få det ud af det, som jeg kunne, ved at kigge på hans spil, for han gjorde det jo rigtig godt. Vi er lidt samme type på nogle punkter, både hans spil med ryggen til målet, den måde han gik ind i duellerne på og forberedte sig på dem, og så selvfølgelig hans placeringer i feltet på bageste stolpe.”

”Mange af de mål, han scorede der, ligner jo også det, som jeg gør. Det var en spiller, jeg kiggede meget på, og så prøvede jeg at tage nogle af tingene til mig,” siger Andreas Cornelius, der nåede at spille 17 minutter med den stærke senegaleser i den næstsidste kamp af sæsonen 11/12.

Men efter sommerferien var N’Doye rejst videre, og Cornelius viste sig som så stærk en afløser, at han blev solgt til Cardiff efter én sæson, så han fik ikke glæde af den direkte kvalifikation til Champions League, som den danske mester fik den gang. Han sad i stedet i Wales og fulgte kampene mod Juventus, Real Madrid og Galatasaray på afstand.

”Jeg havde ikke fået dansk tv derover, men jeg kan huske, at jeg så kampene med noget streaming i dårlig kvalitet. Det var et FC-hold, der ikke var helt lige så godt. Vi havde vundet Superligaen, og så røg jeg væk, mens Nicolai var skadet, så de fik en dårlig start i Superligaen og røg også i en meget svær pulje. Så på den måde fik de det ud af det, som de kunne,” siger angriberen, der ikke sad og fortrød sig valg, selv om det var svært i Cardiff.

”Nej, jeg var jo videre på det tidspunkt. Jeg tænkte sådan på det, at hvis man tog de seks gruppekampe og så vejede dem op imod at spille Premier League, hvor man spiller imod rigtig gode modstandere hver uge, så syntes jeg, at Premier League sagde mig mere. Så jeg var ikke så ked af at misse Champions League. Der var så mange gode hold i England, så det var nærmest som at spille Champions League hver weekend på en eller anden måde.”

”Men jeg holdt da lidt kontakt med holdet og snakkede også med Brian [Riemer], der stadig var assistenttræner, men jeg sad ikke og savnede det. Jeg følte, at der var taget en beslutning om, at det skulle jeg ikke, og så ærgrede jeg mig heller ikke rigtig over det,” siger Andreas Cornelius, der nu selv skriver sig ind i FC Københavns Champions League-historie.