Champions League

CL-statistik: Premier League dominerer

De engelske hold gjorde rent bord i første Champions League-runde, mens Italien skuffede.

1-0, 1-0, 1-0 og 3-2. De engelske hold sørgede med fire smalle sejre for en perfekt engelsk start i Champions League trods jævnt spil og en smule held i Arsenals tilfælde.

Dermed understregede Premier League sin styrke i Champions League, som i de seneste fem år rent resultatmæssigt har været kraftigt domineret af Liverpool, Chelsea, Manchester United og Arsenal.

Til gengæld var første runde i gruppespillet endnu en skuffelse for italienske hold, der kun formåede at vinde en ud af fire kampe, mens de tyske hold med syv point i tre kampe gjorde deres til at høste point i jagten på en fjerde kvalifikationsplads til Champions League.

Topscorer efter første Champions League-runde er Wolfsburgs rutinerede brasilianer Grafite, der fik en særdeles lovende CL-debut med et hattrick hjemme mod CSKA Moskva. Filippo Inzaghi, Cristiano Ronaldo og den 20-årige Bayern-forward Thomas Müller følger efter på topscorerlisten med to mål hver.

Med to assists til Inzaghi er Clarence Seedorf efter 1. runde assistkonge i Champions League, mens Diego Forlan har haft flest skud inden for rammen (5) og Steven Gerrard fra Liverpool flest forbi (6).

Pointhøsten efter 1. spillerunde fordelt på lande.
England 12
Spanien 8
Tyskland 7
Italien 5
Frankrig 4
Ukraine 3
Grækenland 3
Skotland 1
Cypern 1
Rusland 0
Tyrkiet 0
Israel 0
Schweiz 0
Ungarn 0
Rumænien 0
Holland 0
Belgien 0
Portugal 0