Video : Tipsbladet
Champions League

Boilesen før skæbnekamp: Vi skal lægge presset

FK Qarabag kommer på besøg i Parken onsdag aften i et opgør, der bestemmer, om FC København skal fortsætte i Champions League eller Europa League.

I den første kamp måtte FC København vende hjem med et nederlag på 1-0. Et resultat, som holdet sådan set kunne være tilfreds med, eftersom Qarabag pressede på for at få en ekstra scoring.

Nu skal rollerne byttes om i returopgøret, hvis man spørger vikaren for Erik Johansson i midterforsvaret. 

- Jeg tror, de vil spille meget på kontra og prøve at få et mål, som tvinger os til at skulle op og lave tre. Vi skal selv finde det spil frem, vi viste i 1. halvleg mod SønderjyskE, som var vores bedste hidtil i sæsonen. De kom ikke rigtig til noget, fordi vi lykkedes med at have bolden meget mere end i vores andre hjemmekampe, og det pres skal vi også forsøge at lægge på onsdag. Og så selvfølgelig score de mål, der sender os videre, siger Nicolai Boilesen til klubbens hjemmeside. 

FC København har da også grund til optimisme, da både Michael Lüftner og Pieros Sotiriou overraskende meldes klar til onsdagens skæbnekamp. Dermed håber Nicolai Boilesen på stor opbakning fra lægterne efter comeback-scoringerne imod SønderjyskE i sidste runde.

- Men det boost, som det giver at score to gange til sidst, kan vi forhåbentlig tage med og bruge på onsdag. Og så med masser af fans på lægterne. Det hjalp i hvert fald dem dernede, hvor de blev båret frem af deres hjemmepublikum, siger han. 

Kampen mellem FC København og Qarabag sparkes i gang onsdag aften klokken 20.45.