Basel choksejrede på Stamford Bridge
Illustration
Champions League

Basel choksejrede på Stamford Bridge

Chelsea led et sensationelt nederlag i gruppe E, da Basel vandt med 2-1 på Stamford Bridge.

FC Basel bliver automatisk regnet som et af de mindre hold i de europæiske turneringer, men hvis man skal se på de seneste to sæsoners resultater, kunne intet i virkeligheden være mere forkert. For to år siden slog schweizerne blandt andet Manchester United ud af gruppespillet i Champions League, inden holdet leverede en flot præstation mod Bayern München i ottendedelsfinalen, og i sidste sæson nåede Basel helt til semifinalen i Europa League.

Det er med andre ord ikke et hold, man skal undervurdere.

Det gjorde Chelsea dog givetvis alligevel onsdag aften på Stamford Bridge, og for det blev London-klubben straffet i Jose Mourinhos første Champions League-kamp siden sin tilbagekomst til klubben.

Basel choksejrede med 2-1 i London.

The Blues var ikke skræmmende i de første 45 minutter, hvor Basel også bed godt fra sig, men det lykkedes alligevel Chelsea at bringe sig foran før pauseteen. Efter 45 minutter førte flot sammenspil mellem David Luiz og Frank Lampard til, at bolden endte for fødderne af Oscar, der gjorde det til 1-0, som også var stillingen ved pausen.

Så regnede mange nok med, at Chelsea ville køre den hjem i 2. halvleg, og længe fulgte englænderne også Jose Mourinhos plan til punkt og prikke. Men i de sidste 20 minutter tog kampen en sensationel drejning.

Efter 71 minutter lagde Marco Streller bolden til Mohamed Salah, der udlignede til 1-1, og ti minutter senere fik Streller fra oplægger til målscorer, da han headede bolden i mål ved nærmeste stolpe.

Det chok kom Chelsea sig aldrig over, og dermed kunne FC Basel notere sig endnu et stort resultat i europæisk sammenhæng. Netop Chelsea og Basel krydsede klinger i semifinalen i sidste sæson i Europa League, og ved den lejlighed vandt Chelsea sammenlagt – i aften tog Basel altså en fornem revanche.

I gruppens anden kamp vandt Schalke 04 3-0 hjemme over Steaua Bukarest. Efter 0-0 ved pausen sørgede Atsuto Uchida, Kevin-Prince Boateng og Julian Draxler for målene i 2. halvleg.