Barcelona nappede førstepladsen efter sejr over PSG
Illustration
Champions League

Barcelona nappede førstepladsen efter sejr over PSG

FC Barcelona nappede førstepladsen i Gruppe F, da de besejrede Paris Saint-Germain 3-1, mens Lasse Schøne blev dobbelt målscore i Ajax' 4-0-sejr over APOEL.

Der var dømt dyst om førstepladsen i Champions Leagues gruppe F, da FC Barcelona onsdag aften fik besøg af Paris Saint-Germain. 

Begge hold var allerede sikret avancement, og derfor var spørgsmålet om, hvem af de to, der skulle slutte øverst i gruppen det, der holdt spændingen intakt i opgøret mellem de to storhold. 

Men det blev FC Barcelona, som trak det længstre strå, da de sikrede sig en 3-1-sejr over Ibrahimovic og co. Men det resultat lå ikke i kortene hele kampen igennem. 

Det var nemlig netop Zlatan Ibrahimovic, som åbnede ballet for gæsterne, da han gjorde det onde ved sin gamle klub og bragte Paris Saint-germain foran 1-0 efter et kvarters spil. 

Men den stilling fik ikke lov til at holde mere end fire minutter, inden Lionel Messi fik udlignet til 1-1, og bare tre minutter inden de to hold kunne gå til pause, fik Neymar bragt FC Barcelona i front med 2-1, hvilket var stillingen, da dommeren fløjtede til pause. 

Den stilling fik lov at stå indtil det 77. minut, da FC Barcelona gjorde det til 3-1. Denne gang var det den sidste mand i den offensive trio, som kom på tavlen, nemlig Luis Suarez, og han cementerede dermed en vigtig sejr til FC Barcelona, mens Zlatan Ibrahimovic måtte gå skuffet fra banen efter mødet med sin gamle klub. 

I den anden kamp i gruppen mellem Ajax Amsterdam og APOEL var det kampen om tredjepladsen, der var på spil. Den spænding blev dog punkteret takket være danske Lasse Schøne, som blev dobbelt målscore i Ajax' 4-0-sejr. 

Det første blev sat ind på straffespark efter 45. minutters spil, og han gjorde det også til 2-0 efter 50 minutters spil, inde Davy Klaasen gjorde det til 3-0 tre minutter senere. Det sidste mål blev sat ind af Milik i det 74. minut, og dermed sikrede Ajax sig altså adgang til Europa League-fodbold i foråret.