Arsenal klager over flaskekast
Illustration
Champions League

Arsenal klager over flaskekast

Arsenal klager nu over, at der blev kastet en genstand mod klubbens manager, Arsene Wenger, i tirsdagens kamp mod Besiktas.

Da slutsignalet lød i Champions League-kvalifikationskampen mellem Arsenal og Besiktas fløj en flaske mod udeholdets manager, Arsene Wenger.

Efterfølgende har Arsene Wenger og Arsenal meldt sagen til UEFA:

- Da jeg forlod banen, blev der kastet en flaske eller noget lignende mod mig. Jeg har nu meldt sagen til UEFA, fortæller Arsene Wenger.

Arsenal fik et glimrende udgangspunkt inden returkampen i London om en uge, da det blev til 0-0 i Istanbul. Det fik dog ikke just Wenger til at trække på smilebåndet efter kampen:

- Dommerens præstation i anden halvleg var virkelig dårlig, men jeg synes nu, at uafgjort var et fortjent resultat, da det var en svær kamp for os, fortalte Wenger efter kampen.

Inden kampen havde Arsenal en perfekt statistik med 12 sejre i de seneste 12 kvalifikationskampe til Champions League, men den stime er nu brudt.