Da Sveriges U21-landshold i begyndelsen af juli blev europamestre, var det med Oscar Lewicki som bindeleddet mellem forsvar og angreb.
Malmø-spilleren spillede alle kampe på den centrale midtbane, og det gjorde han så godt, at han nu er på vej væk fra svensk fodbold.
Ifølge NWZ overvejer Bundesliga-klubben Werder Bremen et bud på 23-årige Lewicki, der kun har været i Malmø i et halvt år siden skiftet fra BK Häcken. Werder Bremen skulle have udset Lewicki til at erstatte Philipp Bargrede, der er langtidsskadet.
Lewicki har tidligere været i tysk fodbold. Som bare 16-årig blev han hentet til selveste Bayern München, men forlod klubben i 2011 uden at have spillet en førsteholdskamp.