Selvkritisk De Bruyne: Jeg skal være endnu bedre
Foto: Jon Super/Polfoto
Bundesliga

Selvkritisk De Bruyne: Jeg skal være endnu bedre

På trods af en god start i Manchester City stræber Kevin De Bruyne efter at blive en større profil i klubben.

Med fire mål i sine første fem kampe for Manchester City har belgiske Kevin De Bruyne fået en forrygende start hos Premier Leagues førerhold. 

Den 22-årige offensive spiller har levet op til sit dyreprisskilt på 540 millioner kroner, men De Bruyne erkender, at den gode stime formentlig ikke varer ved.

- Jeg er inde i en god stime, og selvfølgelig vil jeg gerne fortsætte med at score. Men jeg ved også, der kommer et tidspunkt, hvor jeg ikke vil score så meget. Men det er okay, så længe jeg præsterer godt, siger den unge belgier til Sky Sports.

Kevin De Bruyne har haft en hektisk start, da han ankom i slutningen af transfervinduet og stadig forsøger at finde sig helt til rette i Manchester. Men han han håber på, at han kan udvikle sig til en bedre spiller, når der er kommet lidt mere ro uden for banen.

- Der er en masse ting, jeg mangler at gøre endnu. Men i næste måned, når alt er klaret, vil jeg få mere ro og forhåbentlig præstere endnu bedre på banen, siger han.

Kevin De Bruyne ankom i sommer til Manchester City, efter at have været en afgørende profil i Wolfsburg.