Schweinsteiger i gips

Foto: Scanpix
Bayern München slog William Kvists Stuttgart i gårsdagens pokal-opgør. Sejren kan dog vise sig at være dyr for træner Jupp Heynckes, da midtbanestyrmanden Bastian Schweinsteiger pådrog sig en slem ankelskade.

Bastian Schweinsteiger var netop vendt tilbage til Bayern-truppen efter i længere tid at have døjet med en skulderskade. Comebacket blev dog kortvarigt. Helt nøjagtigt 17 minutter, så måtte den tyske landsholdsprofil atter humpe fra banen. Denne gang gik det udover højre ankel, og undersøgelser har vist, at Schweinsteiger er ude i op til flere uger.

- Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvornår Bastian kan træne og spille igen, siger klubbens læge Hans-Wilhelm Muller-Wohlfahrt til Bayern Münchens officielle hjemmeside.

Dagens scanning har vist, at Schweinsteiger har beskadiget et ledbånd i anklen. Det fik lægerne til prompte at lægge foden i gips, som han skal gå med i en uge.

Seneste nyt på tipsbladet.dk