Bundesliga-klubben Hannover 96 har gjort en dyd ud af at hente skandinaviske spillere - især norske. Henning Hauger og Mohamed Adbellaoue spiller allerede i klubben og også danske Leon Andreasen og ivorianske Didier Konan Ya, der tidligere har spillet for Rosenborg, har i større eller mindre grad tilknytning til Skandinavien.
Nu jagter FC Københavns overmænd i Europa League endnu en nordmand. Klubben mangler en angriber, og det har ifølge Kicker sendt 19-årige Mushaga Bakenga på den tyske ønskeseddel.
Avisen mener, at Bakenga, der i den forløbne sæson scorede 12 ligamål for Rosenborg, vil kunne hentes til Tyskland for 15 millioner kroner. Et meget mindre beløb, end hvis en ældre og mere højtprofileret angriber skulle købes.
Det er imidlertid fortsat en anden Tippeliga-angriber, Brann Bergens Kim Ojo, der efter alt at dømme står øverst på Hannovers blok, når transfervinduet åbner om under tre uger.