Optimistisk Klopp: Vi skal nok få det vendt
Illustration
Bundesliga

Optimistisk Klopp: Vi skal nok få det vendt

Dortmund-træner Jürgen Klopp erkender manglende form hos sine spillere, men han er overbevist om, at vendepunktet er på vej.

Borussia Dortmund har i de seneste sæsoner været med helt i toppen af Bundesligaen, men i denne sæson har Ruhr-klubben fået en katatastrofal start.

Holdet er godt nok videre i Champions League, men i Bundesligaen er alt gået galt, og klubben befinder sig inden weekendens opgør mod Eintracht Frankfurt under nedrykningsstregen.

Trods holdets elendige form, så tror træner Jürgen Klopp på, at lykken snart vender.

- Det er ikke en picnic, og vi er nødt til at tage det seriøst. Holdet er nu i bedre form end i starten af sæsonen. Ingen af spillerne er dog på det øverste niveau endnu, og vi er nødt til at fortsætte med at arbejde. Vores angribere var ikke gode nok i London (mod Arsenal, red.), men vi er nødt til at forblive positive. Vi er sikre på, at vi kan løse denne situation, og vi må alle tage et ansvar, siger Jürgen Klopp.

Dortmunds kamp mod Frankfurt spilles søndag, og inden da har Klopps tropper et point op til Hamburger SV på den rigtige side af stregen.