Nicklas Bendtner: Jeg fortryder ingenting
Illustration
Bundesliga

Nicklas Bendtner: Jeg fortryder ingenting

Nicklas Bendtner forklarer sin optræden på de sociale medier over for tyske Bild.

Nicklas Bendtner er for alvor landet i tyske Wolfsburg, og den danske angriber har nu leveret sit første store interview med den markante avis Bild. Her kommer Bendtner blandt andet ind på sin brug af sociale medier, idet han bliver spurgt om, hvorvidt han fortryder, at han i sin tid publicerede et nøgenbillede af sig selv - kun med en BH dækkende hans ædlere dele. 

- Nej, jeg fortryder ingenting. Jeg er den, jeg er. Nogle gange skal man være mere forsigtig. Men man skal altid være sig selv. Falske mennesker som taler dårligt bag om ryggen på folk, kan jeg ikke lide. I disse tider er der desværre mange mennesker, der gør hvad andre forventer. Jeg tror ikke, at det er den rette vej, siger Nicklas Bendtner til Bild. 

Han er ikke bange for at blive misforstået på grund af sine opdateringer på Twitter og Instagram. 

- Instagram og Twitter er meget gode medier. Man kan kommunikere med folk udefra direkte. Man får også direkte feedback. Men jeg læser ikke alle kommentarer, siger Nicklas Bendtner. 

- Nogle gange læser jeg, hvad andre skriver på Twitter om mig. Nogen gange har jeg lyst til at svare tilbage til folk på Twitter, men jeg stopper i sidste øjeblik. Det betaler sig ikke i sidste ende. For fem år siden ville det have været anderledes, siger Nicklas Bendtner om sin ageren på de sociale medier. 

Angriberen fastslår desuden over for Bild, at han i dag er blevet et mere modent menneske end tidligere.