Mainz: Svær beslutning at fyre Hjulmand
Foto: Polfoto
Bundesliga

Mainz: Svær beslutning at fyre Hjulmand

Mainz-manager Christian Heidel fremhæver, at der er flere faktorer, der har ført til fyringen af Kasper Hjulmand.

Kasper Hjulmand er færdig som træner i den tyske klub Mainz. Klubben har tirsdag bekræftet, at den danske træner er fortid i klubben efter kun syv måneder i klubben.

Manden der i sin tid ansatte Kasper Hjulmand er Mainz-manager Christian Heidel, der også har været med til afskedige træneren. Han udtaler, at det ikke har været nemt at stoppe samarbejdet med Kasper Hjulmand.

- Når man kender vores klubfilosofi og måden vi arbejder på, ved jeg hvor svær denne beslutning har været for os. Kasper Hjulmand er en fodboldfagmand, som uden tvivl er i stand til at udvikle fodboldhold. Der er mange faktorer, der har ført til en negativ trend med kun en sejr i 13 kampe og et fald i tabellen til nedrykningszonen, siger Christian Heidel til Mainz' officielle website.

- Vores fokus er nu på nedrykningskampen, og derfor følte vi, at et trænerskifte var nødvendigt. Vi har brug for overlevelse, og det skal ske med taktisk disciplin, stor lidenskab, kampgejst, aggressivitet og konsekvens, som skal udvikle sig i træningen og vises i vores kampe, så klubben og fansene kan komme igennem denne svære periode, tilføjer han. 

Kasper Hjulmands afløser som cheftræner i Mainz bliver den hidtidige U/23-træner Martin Scmidt.

Danske Bo Svensson fortsætter som assistenttræner i klubben, mens også Flemming Pedersen og Keld Bordinggaard er blevet fritstillede.