Mainz snyder Chelsea for angriber
Bundesliga

Mainz snyder Chelsea for angriber

Mainz 05 har sikret sig den japanske angriber Yoshinori Muto, der var på blokken i Chelsea.

Det er ikke hver dag, tyske Mainz 05 vinder en transfer-duel med selveste Chelsea FC. Dette var dog præcis, hvad klubben gjorde lørdag. Her kunne Bundesliga-mandskabet nemlig byde velkommen til den japanske angriber Yoshinori Muto, der ikke var en ukendt herre. 
 
Profilen fra FC Tokyo var nemlig på blokken hos London-klubben Chelsea, mens han var interessant i flere europæiske topklubber. Valget endte dog med at falde på Mainz, og det er et faktum, der skaber glæde i den tyske klub:
 
- Vi har længe været sikre på, at Yoshinori Muto har de kvaliteter, vi har ledt efter. Han kan levere både på kanten og helt fremme, mens vi fik et godt indtryk af ham under samtalerne i Tokyo. Vi er glade for, at han har valgt os. Jeg er sikker på, at han også har valgt os som ny klub, da vi spiller en særlig form for fodbold, der passer til ham, siger sportsdirektør Christian Heidel til klubbens hjemmeside. 
 
Heidel bakkes op af træner Martin Schmidt, der glæder sig over tilgangen: 
 
- Vi har fulgt spilleren gennem længere tid, også fordi vi er sikre på, at han passer perfekt ind. Han er hurtig, arbejder stenhårdt og yderst teknisk, mens han kommer til at bringe yderligere kvalitet ind til vores trup, udtaler Schmidt.
 
Yoshinori Muto fik en professionel kontrakt med FC Tokyo i 2014. Han har 24 mål i 54 kampe, og kan foruden angriber optræde som wing. I denne sæson har Yoshinori Muto nettet ti gange i 16 kampe id en japanske J1 League.