Lössl foran svær Bundesliga-debut: En traditionsklub og et ikonisk sted
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Bundesliga

Lössl foran svær Bundesliga-debut: En traditionsklub og et ikonisk sted

Den danske målmand Jonas Lössl kan meget vel få Bundesliga-debut for Mainz lørdag, hvor klubben møder Dortmund på udebane. En svær opgave i vente for danskeren, der kommer til at stå over for 80.000 tilskuere.

Der venter Mainz noget af en ilddåb, når klubben lørdag eftermiddag spiller sæsonens første opgør i Bundesligaen. Klubben, der i sidste sæson sluttede som nummer seks i Tysklands bedste række, starter nemlig ude mod et sultent og stærkt mandskab i Borussia Dortmund, hvor der dog er sket en del udskiftning i løbet af sommeren.

Det er kun lidt mere end to og et halvt år siden, at den danske målmand Jonas Lössl spillede Superliga med FC Midtjylland foran lidt mere end 3.000 tilskuere i Slagelse, men der er sket meget siden, og denne sommer rykkede den danske keeper fra Guingamp til tyske Mainz, hvor han lørdag kan få debut. For mange flere end de 3.000 tilskuere i Slagelse: Signal Iduna Park i Dortmund har plads til mere end 80.000 tilskuere, og der plejer at være udsolgt.

- Forhåbentlig bliver det en positiv og stor oplevelse. Jeg er rimelig optimistisk, og jeg tror på, at vi kan gå ind og levere end god indsats. Vi er undertippede, ingen tvivl. Og det bliver en svær kamp. Jeg ved ikke, om jeg skal stå i kampen, men det håber jeg meget, siger Jonas Lössl, der ikke ryster ved tanken om de mange mennesker i Dortmund:

- Det er jo en kamp som alle andre - også selv om der sidder 80.000 tilskuere på stadion. Det er et super godt hold, vi møder, og vi skal spille et ikonisk sted og mod en traditionsklub. Men som spiller skal jeg ind og gøre det, jeg altid gør, og det samme skal vi jo som hold, siger han til tipsbladet.dk.

Selv om der bliver meget at jonglere med i denne sæson for Mainz, der i denne sæson har Bundesligaen, pokalturneringen og Europa League at tænke på, er fokus for Jonas Lössl i første omgang at cementere sin position som førstekeeper i klubben.

- Som klub har vi ikke talt om en målsætning, så vi må se. Det er klart, at de sidste par år har de hold, der har været i Europa League-gruppespillet, haft det svært i ligaen - der er gået point til, så det bliver noget med at balancere de ting og få det til at hænge sammen.

- For mig personligt er første målsætning at blive førstevalget i målet og bevise mig selv. Jeg vil vise, hvorfor de har købt mig. Vise, hvad jeg kan. Så det handler om at levere stabile og gode indsatser. Det er ikke et pres, at jeg er blevet købt og kommer til en klub, der har solgt en dygtig målmand. Det er et skulderklap. Jeg skal ind og vise det, jeg kan, og det har jeg tænkt mig at gøre, siger Jonas Lössl.

Den danske landsholdsmålmand fik officielt debut i søndags, hvor han blev heltet for Mainz i den tyske DFB Cup, der slog Unterhaching efter straffekonkurrence. Den tyske cupturnering er tit fuld af pokalsensationer, og her var Mainz altså tæt på at blive ramt, men til sidst blev 27-årige målmand helten med redninger i straffekonkurrencen.

Og det giver ikke overraskende Mainz-målmanden en god ballast med videre.

- Det var dejligt at være kampafgørende, for det var ikke min bedste kamp. Man kan godt mærke hernede, at der virkelig er bredde - selv i klubberne i de lavere ligaer. Vi møder et Regionalliga-hold (fjerdebedste række, red.), og de har altså spillere med, der har Bundesliga-erfaring. Det vidner om, at det er endnu et step op i forhold til min tid i Frankrig, siger målmanden.

Selv om det ikke er længe siden, han rykkede fra Frankrig til Tyskland, er han faldet godt til og er imponeret over det, den tyske klub har at byde på.

- Det er vildt spændende at skifte hertil. Det er et fedt setup, og det er super professionelt. Det er helt klart det mest professionelle setup, jeg har været i. Og det er med til at udvikle. Jeg kan mærke, det her er et step op, og der er fodbold overalt i byen. Interessen er enorm, og jeg glæder mig til at spille i Bundesligaen, hvor der er en fantastisk og fed atmosfære, siger den 27-årige tidligere Guingamp- og FC Midtjylland-målmand.

Ikke kun Jonas Lössl kan få Bundesligadebut i kampen - også tidligere FC Nordsjælland-angriber Emre Mor kan få sin første kamp i den tyske række. Han spiller dog for Borussia Dortmund.