Bundesliga

Leon A. langt fra comeback

Leon Andreasens skadeshelvede vil ingen ende tage. Han havde forventet et comeback i august, men nu kan der gå mange måneder.

Leon Andreasen skadeshistorik nærmer sig efterhånden det tragikomiske. Andreasen, der for et par år siden var en vigtig brik på det danske landshold, har ikke spillet en fodboldkamp siden den 10. april sidste år - og det kan vare lang tid, inden han kommer til det igen.

I foråret lød der ellers optimistiske toner fra midtbanespilleren, der langt om længe var fri for smerter og på vej mod et comeback for Bundesliga-klubben Hannover 96. Andreasen regnede med at være klar til igen at spille Bundesliga-bold i august eller september, men den tidligere AGF'er har nu lidt endnu et tilbageslag, og et comeback fortoner sig nu i horisonten. Tidligere på året var han klar til igen at træne med bold sammen med holdkammeraterne i Hannover, men nu befinder danskeren sig igen på et genoptræningscenter langt fra Bundesligaen.

- Leon er på et genoptræningscenter i Donaustauf, hvor han kæmper for at komme tilbage. Det næste skridt for ham, er at komme tilbage til Hannover og begynde at træne med holdet, men det er ikke til at sige, hvornår han kan det. Der kan gå uger, men der kan også gå flere måneder. Vi giver ham den tid, han skal bruge, siger Alex Jacob, der er pressechef i Hannover 96, til tipsbladet.dk.

Det er smerter i lår og lyske, der har holdt Leon Andreasen langt væk fra fodboldbanen i snart halvandet år. Vender danskeren tilbage til træningsbanen i løbet af nogle uger eller måneder, vil der gå yderligere mange uger, inden han vil være helt klar til et comeback. Leon Andreasens kontrakt med Hannover 96 udløber til sommer.