Leon Andreasen venter med fremtidssnak
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Bundesliga

Leon Andreasen venter med fremtidssnak

Hannover-dansker Leon Andreasen vil vente med at snakke fremtid, til han finder ud af, om klubben overlever i Bundesligaen.

13 kampe uden sejr blev for meget for den tyske klub Hannover 96, der i mandags valgte at fyre træneren i forsøget på at få lidt liv og gnist tilbage på holdet. Klubben er i foråret det klart dårligste hold i Bundesligaen, og nu er der kun to point ned til den 16. plads i Bundesligaen, der giver en playoff-kamp om nedrykning.

Også for danske Leon Andreasen er det en svær tid. Den tidligere AGF'er har været så meget igennem med skader, og til sommer udløber midtbanespillerens kontrakt. I denne sæson er det "kun" blevet til 13 kampe i Bundesligaen, hvoraf de syv har været fra start. Men endnu ved den Leon Andreasen, der fylder 32 år i dag, ikke, hvad fremtiden bringer. Og han har heller ikke i sinde at bruge tid på at finde ud af det, før han ved mere om klubbens fremtid.

- Jeg har ingen afklaring på min fremtid, men det er meget normalt, når klubben ikke rigtig ved, om den klarer skærene. Så der har ikke været meget snak om noget som helst, men for mig er der også kun én ting, der tæller lige nu, siger Andreasen til Ekstra Bladet og forklarer:

- Jeg skal være med til at sørge for, at Hannover bliver i Bundesligaen. Og i sådan en situation er du nødt til at sætte andre ting til side, siger han videre.

Danskeren skiftede i 2005 fra AGF til Werder Bremen, inden han var forbi Mainz og Fulham. I 2009 kom Leon Andreasen til Hannover på en lejeaftale, som senere blev gjort permanent.

Andreasen har 20 landskampe på cv'et. Han har scoret tre gange i rødt og hvidt.