Kroos-agent begraver Man Utd-spekulationer
Illustration
Bundesliga

Kroos-agent begraver Man Utd-spekulationer

Toni Kroos skifter ikke væk fra Bayern München før om et år, forsikrer tyskerens agent, som heller ikke har modtaget bud fra Manchester United.

Manchester United er klar til at ruste op for igen at komme i spil til guldet i Premier League, og en af de spillere, de snart forhenværende mestre længe har været sat i forbindelse med, er Bayerns Toni Kroos.

Kroos skulle være tilbudt en voldsomt høj løn i Manchester United, melder engelske medier, men det afviser hans agent pure.

- Vi har ikke modtaget noget officielt kontrakttilbud fra Manchester United. Der er heller ikke nogen grund til at komme med et tilbud, for Toni vil være i Bayern München indtil juni 2015, siger Volker Struth, Kroos’ agent, til Bild.

Flirten mellem Toni Kroos og Manchester United har stået på et stykke tid, og den var også hed, da Bayern München og Manchester United stødte sammen i Champions League-kvartfinalerne. Det ser dog ud til, at David Moyes må kigge sig om efter andre midtbanespillere, hvis da ikke agenten blot lægger røgslør ud.