Bundesliga

Köln-fans brækker Leverkusen-backs næse

Hooligans der støtter Bundesliga-klubben FC Köln har overfaldet ærkerivalerne Leverkusens back Michael Kadlec på et diskotek. Hans næse er brækket.

FC Kölns fans har gået så grueligt meget igennem i denne sæson. Længe så de ud til at have klaret frisag, men pludselig rykkede bundklubberne Freiburg og Augsburg i en sådan grad, at FC Köln igen kom i problemer i bunden. Sportsdirektør Volker Finke blev fyret og senere fik også træner Ståle Solbakken sparket.

Natten mellem lørdag og søndag fik to hooligans fra Köln chancen for at gøre ondt værre for dem selv og deres klub. På diskotek Ivory i Köln fik de fat i ærkerivalernes venstre back Michal Kadlec, som de bankede i gulvet. Det resulterede i en brækket næse.

- Jeg er meget bekymret. Det er en form for vold, jeg aldrig tidligere har oplevet. Sådan en historie har jeg i mine 30 år i fodbold aldrig hørt om, siger Leverkusens sportsdirektør Rudi Völler om episoden.

FC Köln var ikke sen til at undskylde episoden. De lagde et statement ud på deres hjemmeside, hvor de undskyldte episoden, og i øvrigt forklarede, at begge hooligans i forvejen er registreret som fodboldvoldelige personer, der ikke har adgang til stadions i Tyskland. Klubben understreger desuden, at de vil gøre alt for at hjælpe myndighederne med at opklare sagen.