Klopp: Rotation giver ikke mening
Foto: Massimo Pinca/Polfoto
Bundesliga

Klopp: Rotation giver ikke mening

Jürgen Klopp planlægger ikke at ændre på sit hold før pokalkamp, og forventer ikke store ændringer i resten af sæsonen.

Borussia Dortmund havde et forfærdeligt efterår, men er på vej tilbage. Med en derby-sejr over Schalke i weekenden er den tyske klub nu oppe på fire sejre i træk, mens man blot er otte points fra Champions League-pladserne. 

Tirsdag møder Dortmund ude Dynamo Dresden i DFB Pokalen, men hvis de undertippede værter forventer at møde reserver, kan de blive skuffede. Dortmund-træner Jürgen Klopp forventer nemlig ikke at spare spillere, selvom holdet omsider har fundet stabilitet i Bundesligaen:

- Jeg mener ikke, at det vil give nogen mening at begynde at lave rotationer. De der kan spille, skal spille, hvis de passer ind til den plan, vi har. Vi er ikke overbelastede, og pokalturneringen har givet os et godt image i de seneste år. Denne gang vil vi dog ikke blot nå til finalen i Berlin, men også vinde den, siger Jürgen Klopp på et pressemøde mandag. 

Opgøret mellem Dynamo Dresden og Borussia Dortmund spilles klokken 20:30 tirsdag. Næste opgave i Bundesligaen venter lørdag, hvor holdet møder Hamburger SV på udebane.