Klopp irriteret af Bayern Münchens Reus-tilnærmelser
Illustration
Bundesliga

Klopp irriteret af Bayern Münchens Reus-tilnærmelser

Borussia Dortmunds cheftræner Jürgen Klopp er sur over Bayern Münchens åbenlyse tilnærmelser til Dortmund-profilen Marco Reus.

Lørdag er der et stort brag på menuen i Bundesligaen, når Bayern München og Borussia Dortmund mødes. Der bliver helt sikkert slået gnister på banen mellem de to hold, der de sidste sæsoner har været de helt store i Tyskland, og allerede nu er der fyret godt op for uenighederne forud for opgøret.

Tidligere på ugen har klubformand Karl-Heinz Rummenigge udtalt, at Marco Reus var en særdeles interessant spiller for Bayern München i kraft af Reus' kvaliteter og unge alder, og det har nu fået Dortmund-cheftræner Jürgen Klopp til at erklære sin irritation over Bayern Münchens tilnærmelser.

Han mener i hvert fald, at Bayern München-chefen skulle have holdt sig for god til at tale om en rivals profil, når Dortmund i forvejen har en dårlig sæsonstart at tumle med. De er aktuelt nummer 15 i Bundesligaen.

- I en periode, hvor begge hold ligger i toppen, er det sjovt at svare på den slags kommentarer. Men i vores nuværende situation vækker sådan noget her relativt lidt glæde, og det er bare ikke det værd. Men jeg tror på, at livet er fair. De, der opfører sig dårligt, mens de har succes, får modgang senere, siger Jürgen Klopp til Bild.

Marco Reus har de seneste sæsoner set to af sine nu tidligere holdkammerater skifte til Bayern München. Først skiftede Mario Götze, og før denne sæson var det Robert Lewandowski, som tog turen til München.

Dortmund er før opgøret mod mestrene fra Bayern München på 15. pladsen lige over nedrykningsstregen med ni point efter syv kampe.