- Kasper Hjulmand slog Danmarks Bayern München
Illustration
Bundesliga

- Kasper Hjulmand slog Danmarks Bayern München

Mainz bakker fortsat fuldt op om Kasper Hjulmand, selv om han har fået en skidt start i Tyskland.

Kasper Hjulmand har fået en rigtig dårlig start som cheftræner i Mainz.

Først kunne han se sit hold blive ekspederet ud af Europa League og den tyske pokalturnering – sidstnævnte efter et nederlag til upåagtede Chemnitzer – og i Bundesligaens to første kampe er det blevet til pointdeling med Paderborn og Hannover 96. Dermed er facit, at Kasper Hjulmand endnu ikke har vundet en kamp for Mainz.

Det har efterladt fansene alt andet end begejstrede, men ledelsen i Mainz støtter fortsat den tidligere FCN-træner.

- Alle synes at have glemt, at vi går igennem en stor omvæltning. Kasper blev dansk mester med et ungdomshold i Lyngby, og han var med til at føre et amatørhold fra Lyngby op i den bedste danske række. Og så blev han selvfølgelig dansk mester med FC Nordsjælland – ikke FC København, som er Danmarks Bayern München. I Tyskland er sådan en bedrift næppe muligt, men Kasper har imponeret os, siger Mainz' sportsdirektør Christian Heidel til Bundesliga.de

Han lader sig ikke påvirke af de mange negative skriverier i den tyske presse, og det er hans opfattelse, at Kasper Hjulmand også er i stand til at abstrahere fra det.

- Det har været nyt for ham. Mediernes tilgang til Bundesligaen kan slet ikke sammenlignes med den, man har i Danmark til Superligaen. Kasper er stadig under udvikling i Tyskland – vi må ikke glemme, at han stadig er en ung træner, siger Heidel.

Mainz møder på lørdag Hertha Berlin på udebane.