Hunt stopper i Werder Bremen
Illustration
Bundesliga

Hunt stopper i Werder Bremen

Aaron Hunt er i gang med sine sidste kamp som spiller for Werder Bremen. Klubbens cheftræner Robin Dutt meddeler, at Hunt har afvist at forlænge sin kontrakt, som udløber til sommer.

27-årige Aaron Hunt har spillet i Werder Bremen i over ti år, han er viceanfører, og han har gennem tiderne bidraget med et hav af vigtige mål for den nordtyske klub - men til sommer er det slut.

Hunt har meddelt, at han er i gang med sine sidste kampe for Werder Bremen, og den beslutning møder fuld forståelse fra klubbens cheftræner Robin Dutt.

- Vi forstår fuldt ud, at en fodboldspiller, der i sin bedste fodboldalder på 27 år har lyst til at prøve en ny udfordring. Det er et normalt scenarie i professionelt fodbold. Han har stadig vores respekt og er et vigtigt medlem af vores trup, siger Dutt ifølge BT Sport.

Træneren siger også, at Hunt ikke skal frygte fansenes reaktion på beslutningen, der kommer her med syv runder tilbage af sæsonen i Bundesligaen.

- Bremen-fansene har været meget taknemmelige for de ekstra mil, som Aaron har løbet, de vigtige mål han har scoret, og de point han har sikret os. Jeg er sikker på, at de forstår hans beslutning, lyder det videre.

Werder Bremen og Hunt går dog en spændende sæsonafslutning i møde. Før søndagens kamp mod Hannover 96 er Werder Bremen på 13. pladsen med fem point ned til Hamburger SV under nedrykningsstregen.