Hannover 96 suspenderer Uffe Bech
Foto: Twitter
Bundesliga

Hannover 96 suspenderer Uffe Bech

Hannover 96 har suspenderet Uffe Bech af disciplinære årsager, skriver Bild.

Uffe Bech har tilsyneladende ikke opført sig ordentligt i Hannover 96.

Den tyske avis Bild skriver tirsdag eftermiddag, at den danske offensivspiller af disciplinære årsager er blevet suspenderet til efter opgøret mod Werder Bremen, der spilles den 3. oktober. Indtil da vil Uffe Bech træne og spille kampe for Hannovers U/23-mandskab.

Hannover 96 har ikke meldt noget ud, og derfor oplyses det ikke, hvad der ligger til grund for suspenderingen af Uffe Bech, men man må antage, at det ikke er småting, siden danskeren er blevet afskåret fra førsteholdet i hele tre uger. Det er i hvert fald værre end at glemme at stille vækkeuret, som Uffe Bech kom til at gøre en enkelt gang i FC Nordsjælland og af samme årsag røg på bænken i en kamp.

- Vi skal ikke gøre det til en større sag, end det er, lyder det kortfattet fra Hannover-træner Michael Frontzeck, der altså heller ikke ønsker at fortælle, hvad der ligger til grund for suspenderingen.