Flere penge på vej til Ståle og Köln

FC Köln vil forsøge at sælge obligationer, der skal give træner Ståle Solbakken 57 millioner kroner til flere indkøb.

Med søndagens 1-0 sejr over nedrykningskandidaterne fra Kaiserslautern viste der sig endelig lidt lys for enden af den tunnel, som ellers har været uhyggelig mørk den seneste tid for FC Köln og træner Ståle Solbakken.

Men måske vil der snarligt blive kastet endnu mere lys over den tyske traditionsklubs fremtid. I hvert fald er det Kölns intention at få solgt nogle obligationer, der skal indbringe klubben en betragtelig sum til indkøb – hele 57 millioner kroner.

Hvis man skulle være interesseret i at investere i Köln, må man således skyde mindst 50.000 euro svarende til 380.000 kroner ind i klubben. Pengene vil blive forrentet med fem procent årligt og vil blive tilbagebetalt tidligst efter syv år. Hvis Köln i mellemtiden skulle kvalificere sig til europæisk fodbold, vil renten blive yderligere forhøjet.

Obligationerne vil således hverken give ejerskabsdel i klubben eller stemmeret ved en generalforsamling. Der er altså ikke tale om en aktieemission.

- Vi ønsker med dette tiltag at forbedre klubbens lividitet og skaffe os økonomisk spillerum for fremtidige transfer, siger klubbens økonomiansvarlige Oliver Leki til Express.

Klubben er i forvejen anstrengt på pengepungen, og det er således ikke første gang, FC Köln forsøger sig med et sådant initiativ. I 2005 indbragte et salg af obligationer Solbakkens arbejdsgiver omkring 37,5 millioner kroner.

For at nå de 57 millioner kroner skal klubben i denne ombæring sælge 150 obligationer.

Seneste nyt på tipsbladet.dk