Dortmund: Reus vil ikke kun have penge
Illustration
Bundesliga

Dortmund: Reus vil ikke kun have penge

Borussia Dortmund er sikre på, at hvis Marco Reus vælger at forlade klubben, så er det ikke økonomien, der har været afgørende.

Marco Reus er en eftertragtet spiller rundt omkring i Europa, og angiveligt er både Bayern München, Manchester United og Atletico Madrid ude efter den hurtige tysker.

Den tyske landsholdsspiller kan derfor stå overfor en solid lønforhøjelse, hvis han vælger at forlade Dortmund til fordel for en af de store klubber, der har snøren ude efter ham, men spørger man direktøren i Borussia Dortmund, kunne Marco Reus ikke finde på at skifte af økonomiske årsager:

- Det er hele pakken, der er vigtig. Klubbens ambition, pengene og den tillid, som vi giver spilleren. Jeg har en følelse af, at han er glad for at være her, det havde jeg ikke med de andre spillere, der forlod os, fortæller direktøren, Hans-Joachim Watzke.

Reus er et produkt af Dortmunds eget akademi, og derfor er Watzke også sikker på, at Reus hellere vil blive en klublegende end at vinde trofæer andre steder:

- Folk taler meget om at vinde titler, men jeg prøver at sige til Reus, at han skal fokusere på at blive en legende i Dortmund. Det er meget vigtigere end at vinde et enkelt trofæ eller to, fortsætter Watzke.

Marco Reus spillede i sine ungdomsår for Borussia Dortmund, men startede seniorkarrieren hos Rot Weiss Ahlen, inden turen gik til Mönchengladbach, hvorefter han i 2012 vendte hjem til Dortmund.