Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dansk Dortmund-talent efter europæisk exit: Har lært meget

Jacob Bruun Larsen og Borussia Dortmund er færdige i UEFA Youth League, men danskeren glæder sig over succes i en turnering, der har budt på masser af erfaring.

Mens de store stjerner spiller Champions League og kæmper om de eftertragtede pladser i kvartfinalen, er der også masser af spænding i ungdomsfodboldens Champions League, UEFA Youth League. Her har særligt en dansker haft succes. Jacob Bruun Larsen og Dortmund nåede helt frem til ottendedelsfinalen, inden de røg ud med 4-1 til FC Barcelona. 

Ottendedelsfinalen er dog en stor bedrift for de unge Dortmund-spillere, da tysk fodbold ikke har haft den store succes tidligere i turneringen. Dortmund leverede dog varen, og de slog blandt andet Real Madrid overraskende på udebane. 

Selvom FC Barcelona blev for stor en opgave har Jacob Bruun Larsen da også fået meget ud af at være med: 

Kampene i Youth League har være rigtig fede, og vi har lært en masse, som vi forhåbentlig kan bruge i ligaen. Det er min første gang med Champions League, så det var været rigtig lærerigt rent personligt, men også som hold er det noget, der har gjort os stærkere, siger Jacob Bruun Larsen til Bulibold.dk.

Nu gælder det i stedet den hjemlige liga for U/19-spillerne, hvor Bruun Larsen anses for at være et af de helt store talenter. Han spås også en stor fremtid på førsteholdet i Borussia Dortmund, hvor Youth League måske om nogle år kan udskiftes med intet mindre end Champions League.