Bundesliga-rival roser Kasper Hjulmand
Illustration
Bundesliga

Bundesliga-rival roser Kasper Hjulmand

Frankfurts Thomas Schaaf glæder sig over Kasper Hjulmands succes i Mainz.

Danske Kasper Hjulmand nyder stor succes i Tyskland for tiden, idet hans hold ligger nummer to i Bundesligaen efter weekendens sejr over Borussia Dortmund.

Tirsdag aften står Hjulmand over for en ny stor opgave, når Mainz skal spille på udebane mod Frankfurt i et sandt lokalderby. 

Frankfurt trænes af den erfarne coach Thomas Schaaf, der roser sin danske kollega. 

- Jeg er glad for, at han har succes. Det viser, hvor hurtigt tingene vender i tysk fodbold. Mainz har på det seneste vist meget stor styrke, siger Thomas Schaaf ifølge Allgemeine Zeitung. 

Frankfurt vurderes som lille favorit i opgøret på grund af hjemmebanefordelen og mere end 40.000 tilskuere i ryggen, men Kasper Hjulmand ser flere ligheder mellem Frankfurt og Mainz.

- Frankfurt har også en ny træner og skal integrere flere nye spillere. Vi fokuserer på vores egne kvaliteter, siger Kasper Hjulmand.

Kampen mellem Frankfurt og Mainz fløjtes i gang klokken 20.00 på Commerzbank-Arena.