Bendtner: Folk slår og kaster med ting
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Bundesliga

Bendtner: Folk slår og kaster med ting

I et interview med FourFourTwo fortæller Nicklas Bendtner, at han skal lægge ryg til meget. For eksempel at folk slår ham og kaster med ting efter ham.

Nicklas Bendtner er måske berømt og berygtet for sine personlige udskejelser, men han skal også finde sig i meget. Det fortæller han selv i et interview med magasinet FourFourTwo. 

- På en måde bliver fodboldspillere behandlet uretfærdigt. Jeg synes ikke, folk skal holdes ansvarlige for, hvad de sagde for ni år siden for eksempel. På den anden side har vi også et ansvar overfor vores klubber. Men vi begår alle fejl, og sommetider bliver vi provokeret, siger han.

- Hvis jeg for eksempel er på en bar, en klub eller en restaurant, kommer folk måske hen og slår mig i ryggen eller kaster noget efter mig. Jeg ved, at hvis jeg reagerer, kommer jeg i avisen. Det er sket ved flere lejligheder - langt oftere end der bliver skrevet om.

I interviewet, som der kan findes et uddrag af på FourFourTwos hjemmeside, reflekterer landsholdsangriberen også over sin hidtidige karriere. Han føler, at han ville have været et helt andet sted, hvis han ikke havde været ramt af skader.

- Jeg elsker stadig fodbold, men det kan være svært at elske der, hvor man er i sin karriere. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde været så meget skadet, fordi så tror jeg, min karriere havde set anderledes ud. Når man ofte skifter hold og land, kan det være svært at tilpasse sig i starten, siger han.