Bundesliga

Beckenbauer: Robben er egoistisk

Arjen Robbens fremtid i Bayern München er stadig uvis, og nu skyder Franz Beckenbauer med skarpt efter den lynhurtige hollandske landsholdsfløj.

Skader har været årsag til, at Arjen Robben ikke rigtig har fundet sig selv i denne sæson. Men ifølge Franz Beckenbauer bør Robben ikke blot koncentrere sig om at blive skadesfri, men også om at ændre attitude på banen.

- Robben er en egoistisk spiller ligesom så mange andre, siger Beckenbauer til 90 Sky.

- Bare se på hans reaktion efter en god aktion eller et mål. Han takker ikke sin medspiller for assisten, men løber mod tribunen for at finde sin familie. Derfor skal hele holdet til at løbe efter ham igen, siger Kaizer Franz og advarer Robben mod at opføre sig på den måde.

- Der kommer et tidspunkt, hvor holdkammeraterne tænker, at hvis jeg giver bolden uden at få anerkendelse for det, så kan du bare selv komme og hente den næste gang. Han bør tænke meget mere på holdet, end han gør i øjeblikket, afslutter Beckenbauer.

Det er blevet til fem mål i 12 Bundesligakampe for Robben i denne sæson, og hans kontrakt med Bayern-klubben udløber i sommeren 2013.