Avis: Mega-tilbud på vej til Podolski

Lukas Podolski kan se frem til en årsløn på fem millioner euro, hvis han underskriver en ny kontrakt med FC Köln.

Den helt store spiller for FC Köln i denne sæson har været Lukas Podolski. Han har lavet 15 af holdets 29 Bundesliga-scoringer, og Ståle Solbakkens klub vil så gerne beholde ham udover kontrakten, der gælder frem til sommeren 2013.

Lykkes det ikke at forlænge har klubledelsen truet med at ville sælge ham til sommer for at score en transfersum på ham. Nu skriver Bild, at FC Köln er ved at gøre et tilbud klar til Podolski, der vil betyde, at hans løn stiger fra 3,3 millioner euro om året til fem millioner euro - godt 37 millioner kroner - en sum der efter Bundesliga-standarder skulle være høj, og efter FC Köln-standarder helt uhørt høj.

Til gengæld binder Podolski sig til sommeren 2015 med option på en forlængelse til 2016.

Klubben vil finansiere Lukas Podolski nye superkontrakt ved blandt andet at sælge obligationer, der skal bringe 7,5 millioner euro ned i FC Kölns klubkasse. En klubkasse hvor der i forvejen ligger gældsbreve for op mod 35 millioner euro.

Arsenal, Lazio og Lokomotiv Moskva skulle være blandt de mange klubber, der lurer på Podolskis situaiton.

Seneste nyt på tipsbladet.dk