
Det går forrygende godt i Dortmund. Holdet vandt Bundesligaen sidste år og dets spillere er i sprudlende form igen i år, hvilket påny har bragt holdet op på førstepladsen i den hjemlige liga. Men med succes kommer også interesse for holdets spillere fra større klubber, og således også klubbens polske angriber Robert Lewandowski, som i denne sæson har slået Lucas Barrios af i kampen om pladserne i den tyske storklubs angreb.
Angriberens form har gjort ham til et varmt navn på rygtebørsen, hvor han flere gange har været meldt tæt på et skifte til Bayern München eller Manchester United. Til trods for at den polske skarpretters agent understreger, at Lewandowski er glad i Dortmund, vil han samtidig ikke afvise, at angriberen snart skifter til en endnu større klub.
- Vi er kun interesserede i storklubber som Chelsea og Manchester United, udtaler agenten, Cezary Kucharski til Przeglad Sportowy og fortsætter:
- Jeg arbejder på muligheder i Tyskland, England og muligvis Spanien. Robert ville bevise sit værd i hvilken som helst klub i verden.
Som tidligere nævnt, har interessen for Lewandowski ikke kun været udenlands, idet også Bayern München skulle holde et vågent øje med angriberen. Et skifte til Bundesliga-rivalerne ville under normale omstændigheder være lig med forræderi, men det tager Lewandowskis agent, vis udtalelser nok ikke falder i god jord blandt Dortmund-tilhængere, meget roligt:
- Borussia er en god klub, men hvad popularitet angår, vil de aldrig nå op på siden af Bayern.
I sidste ende er det eneste relevante for et muligt Lewandowski-skifte den pris, som en given køber vil betale for angriberen.
- Det er sandt, at Dortmund har gentaget at Robert ikke er til salg, men det kommer til syvende og sidst an på prisen.
- Robert ville for øjeblikket koste mellem 110-150 millioner kr, slutter den mere end almindeligt åbenmundede agent.
Lewandowski skiftede til Dortmund i 2010 fra polske Lech Poznan.