Viktor Fischer ramt af tilbagefald
Illustration
Benelux

Viktor Fischer ramt af tilbagefald

Der går lidt længere, før Viktor Fischer er tilbage på Ajax-holdet.

Den danske angriber Viktor Fischer har været meget igennem med sin muskelskade, og nu må den 20-årige Ajax-spiller vente lidt længere på at få comeback for sin hollandske klub. Ifølge klubbens træner, Frank de Boer, er Viktor Fischer nemlig blevet ramt af et tilbagefald, der holder den danske angriber ude af aktion lidt længere tid.

Fischer, der ikke har spillet siden begyndelsen af 2014, har ellers taget den med ro, men på det seneste er han begyndt at lægge på i sin træning, og det er det, der har givet et tilbagefald. Frank de Boer peger dog på, at det ikke er et voldsomt tilbagefald.

- Når du har været ude i lang tid, kan der komme et tilbagefald. Viktor er selvfølgelig skuffet, for han ville gerne være tilbage så hurtigt som muligt. Men han er fortsat positiv, siger Frank de Boer til klubbens hjemmeside.

Viktor Fischer kommer ikke i aktion igen før en gang i det nye år.

Mangeren fortæller også, at det går godt med Nicolai Boilesen - der dog heller ikke er klar igen før i det nye år, mens manageren ikke ved meget om Niki Zimlings skade.

- Det går frem med Boilesen, det går den rigtige vej. Det samme gælder for Kolbeinn, og med Niki må vi vente og se, siger de Boer.

Ajax møder torsdag Vitesse i den hollandske pokalturnerings 1/8-finale.