Thomas Kristensen: Jeg ser på alle tilbud
Foto: Ado Den Haag
Benelux

Thomas Kristensen: Jeg ser på alle tilbud

Thomas Kristensen vil helst blive i ADO Den Haag, men han er villig til at lytte til alle tilbud.

ADO Den Haag lukker Æresdivisionen med et opgør mod Heerenveen på søndag, og meget tyder på, at det bliver Thomas Kristensens sidste optræden for den hollandske klub. Danskeren vil gerne forlænge kontrakten, der udløber 30. juni, men Den Haag har ikke vist samme interesse, og derfor trækker det op til, at båndene kappes.

Hvad fremtiden bringer for midtbanespilleren er uvist, men han er klar til at lytte til henvendelser fra både nær og fjern.

- Jeg venter på ADO. Mine børn går i skole her, og min kone er glad her, men jeg kan ikke vente for evigt, siger Thomas Kristensen til Algemeen Dagblad og tilføjer:

- Jeg er 33 år, så jeg er nødt til at se på alle tilbud. Om det kommer fra Danmark, Australien eller et tredje sted. Men det ville være lettere, hvis jeg var 28 og ikke havde nogen børn. Ideelt set bliver vi boende i Haag, og der er en del klubber i området.

Thomas Kristensen spillede alle 90 minutter for ADO Den Haag i gårsdagens remis mod Heracles.