Schöne overvejer stadig fremtiden
Illustration
Benelux

Schöne overvejer stadig fremtiden

Danske Lasse Schöne har kontraktudløb til sommer, og den teknisk stærke dansker ved endnu ikke, om han vil fortsætte i Ajax.

Han er blevet 28 år, så den næste kontrakt er vigtig. Det kan nemlig være den sidste store kontrakt, Lasse Schöne får, så det handler om at finde et sted, hvor han kommer til at spille fast og tjene godt. Lige nu spiller han og tjener formentlig fint i Ajax Amsterdam, men efter 12 år i hollandsk fodbold er Ajax-profilen også interesseret i at prøve noget nyt.

Lasse Schöne har kontraktudløb til sommer, og selv er han usikker på, om han vil forlænge med den hollandske mesterklub Ajax. Klubbens manager Frank de Boer er ikke overraskende interesseret i at beholde Schöne, der efter Christian Eriksens skifte til Tottenham har udviklet sig til en af holdets mest markante profiler, blandt andet med sine skarpe dødbolde.

Men Schöne ved som sagt ikke, om han skal forlænge.

- Jeg har været her rigtig mange år. Men det skal også være det rigtige for mig, jeg skal have en god følelse for det. Sådan har jeg næsten altid valgt klub, og det har været godt indtil videre. Så følelsen skal være god, og jeg skal også se en udfordring i det, siger Lasse Schöne til TV 2 Sporten.

Lasse Schöne skiftede i sommeren 2012 til Ajax, efter han havde været fire år i NEC Nijmegen. Før det var han to år i De Graafschap og et enkelt i Heerenveen. Schöne fik dele af sin danske fodboldopdragelse i Lyngby.