Lucas Andersen: Nu skal det være
Illustration
Benelux

Lucas Andersen: Nu skal det være

Lucas Andersen er endnu ikke braget igennem i Ajax, men det satser han på at gøre i sin tredje sæson for klubben.

Lucas Andersen har været i Ajax i to år, men den tidligere AaB-spiller har stadig sit helt store gennembrud i den hollandske mesterklub til gode. Danskeren kan godt nok skrive to mesterskaber og Champions League-kampe på CV'et, men i sidste halvdel af forrige sæson var Lucas Andersen blot på banen i 30 minutter, hvilket med al tydelighed viser, at han er et stykke fra startopstillingen i Ajax.

Det har dog ikke fået offensivspilleren til at give op, og nu sætter han alle sejl ind på, at hans tredje sæson i Ajax også bliver sæsonen, hvor han for alvor får etableret sig.

- Der er ikke andet at sige, end at nu skal det være. Jeg kører på tredje sæson i Ajax, og nu skal det være min sæson. Det går jeg fuldt ud efter, og jeg satser også på det og regner med det, siger Lucas Andersen til Nordjyske.

19-årige Lucas Andersen har to år tilbage af sin kontrakt med Ajax, hvor han står noteret for ti kampe for førsteholdet.