Lucas Andersen: Begyndte at tvivle på mig selv
Benelux

Lucas Andersen: Begyndte at tvivle på mig selv

Lucas Andersen håber, han kan blomstre i Willem II, hvor presset ikke er så stort som i Ajax Amsterdam.

Lucas Andersen skal i denne sæson tørne ud for Willem II, som har lejet den danske offensivspiller i Ajax Amsterdam. Den tidligere AaB-spiller har aldrig fået sit helt store gennembrud i Ajax, og derfor søger han nu nye græsgange for en stund.

Lucas Andersen har imidlertid også haft gode perioder i Ajax, og den store vekslen har til tider gjort det ekstra svært for det danske stortalent.

- Ajax er den største klub i Holland, men jeg vil også gerne spille og vise, hvem jeg er, og det får jeg mulighed for her. Den ene dag var jeg helten i Ajax, og dagen efter var jeg fuldstændig glemt. At jeg efterfølgende heller ikke spillede, gjorde det endnu sværere for mig, og det gjorde, at jeg begyndte at tvivle på mig selv, siger Lucas Andersen til Algemeen Dagblad.

Nu håber han på en god sæson for Willem II.

- Jeg er stadig kun 20 år gammel, så jeg er ret ung. Når jeg kommer fra Ajax, kan det godt være, at forventningerne til mig er høje, men til klubben er de mindre. Især trykket fra pressen er mindre i en klub som denne, fastslår danskeren.

Lucas Andersen kan debutere for sin nye klub i aften i en hjemmekamp mod NEC Nijmegen.