Imponeret Dumic: Dolberg kan blive en af de bedste i verden
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Imponeret Dumic: Dolberg kan blive en af de bedste i verden

Den danske forsvarsspiller Dario Dumic er imponeret over Kasper Dolberg, der scorede hattrick mod Dumic og NEC Nijmegen. Han tror, at angriberen fra Ajax kan blive en af de bedste i verden.

Kasper Dolberg skulle for snart to uger siden blot bruge 18 minutter af første halvleg på at lave hattrick mod Dario Dumic og NEC Nijmegen i en kamp, som Ajax vandt med 5-0 hjemme over Dumic og NEC Nijmegen. 

Den 19-årige Ajax-angriber scorede sit første hattrick i karrieren og står i øjeblikket noteret for otte mål i Æresdivisionen, hvor han blot er startet inde for Ajax i 10 kampe.

Dario Dumic har i et større interview med Voetbal International talt om netop mødet med Kasper Dolberg, som Dario Dumic ikke lægger skjul på, imponerer stort.

- Dolberg er den bedste angriber i Æresdivisionen, og han har det hele til at blive en af de bedste angribere i verden, siger Dario Dumic til Voetbal International og forklarer:

- God fysik, fart og teknik. Og så vidt jeg kan se også den rigtige personlighed. Men vi fik det også til at se nemt ud for ham - vi må selvfølgelig ikke tabe med 0-5 til Ajax, siger forsvarsspilleren.

Men hensyn til personligheden er Dario Dumic, 24 år, en smule forundret over Kasper Dolberg, fordi den danske angriber efter sit hattrick og efter kampen var helt rolig og kold.

- Lasse Schøne talte jeg med inden og under kampen, men Dolberg ... drengen siger ingenting! Han bad ikke en gang om kampbolden, siger Dumic med henvisning til, at det er normalt, at man får kampbolden med hjem, når man laver hattrick.

Ajax ligger nummer to i Æresdivisionen med samme pointantal som førerholdet Feyenoord, mens NEC Nijmegen ligger nummer 12 i Æresdivisionen - to point over nedrykningsstregen.

For Dario Dumic' vedkommende kommer den hollandske artikel også i dybden med den dansk-bosniske forsvarsspillers egen situation, hvor både Dumic og hans mellemmand, Michael Steensgaard, fortæller, at trods interesse fra andre klubber i at hente Dumic i januar bliver han i NEC Nijmegen. 

Dario Dumic, 24 år, skiftede i sommer på en permanent aftale til NEC Nijmegen, efter han siden januar var udlejet fra Brøndby til den hollandske klub. Han har været fast mand siden, og i denne sæson er det blevet til 14 kampe i Æresdivisionen.