Gent: Lasse Nielsen er for dyr
Benelux

Gent: Lasse Nielsen er for dyr

Gent vil ikke betale den pris, som NEC Nijmegen kræver for Lasse Nielsen.

Lasse Nielsen har i denne sæson været udlejet fra NEC Nijmegen i Holland til Gent i Belgien, og der er næppe nogen tvivl om, at den tidligere AaB-spiller gerne vil blive i Gent, der er på andenpladsen i Jupiler League. Det kan også sagtens arrangeres – det kræver blot, at Gent køber ham fri efter sæsonen.

Lige nu virker det dog ikke særlig sandsynligt. NEC Nijmegen kræver 350.000 euro – 2,6 millioner kroner – for at give slip på Lasse Nielsen, og det beløb er Gent ikke villige til at betale for den danske forsvarsspiller.

- Det er for højt et beløb, siger Gents tekniske direktør Michel Louwagie til Het Laatste Nieuws og understreger, at han håber, at NEC Nijmegen sænker priskravet.

Ender Lasse Nielsen med at returnere til Holland, kan han trods alt glæde sig over, at han skal spille i den bedste række til næste sæson. NEC Nijmegen, der har Kevin Conboy i klubben, fører således den næstbedste hollandske række med over 20 point.