Feyenoord står til at miste hurtig kantspiller
Foto: tipsbladet.dk
Benelux

Feyenoord står til at miste hurtig kantspiller

Ifølge Voetbal International forhandler Feyenoords Jean-Paul Boëtius med en udenlandsk klub.

For et par uger siden solgte Feyenoord klubbens anfører Jordie Clasie til Southampton. Nu ser det ud til, at Jean-Paul Boëtius følger trop.

Voetbal International skriver, at den 22-årige kantspiller ligger i konkrete forhandlinger med en unavngiven udenlandsk klub. Hurtige Boëtius er tidligere blevet sat i forbindelse med et skifte til Newcastle.

I så fald vil han blive Premier League-klubbens andet køb fra Æresdivisionen denne sommer. Tidligere er Georginio Wijnaldum kommet til fra PSV Eindhoven.

Feyenoord vil gerne beholde Boëtius, men står til at miste ham gratis næste sommer, og har derfor accepteret et bud.

Lykkes det for Boëtius at komme i mål med et skifte, vil Rotterdam-klubben angiveligt gå efter Werder Bremens Eljero Elia.