Engelsk klub vil have dansk U/21-komet
Illustration
Benelux

Engelsk klub vil have dansk U/21-komet

Alexander Scholz' præstationer for Lokeren har gjort ham til en eftertragtet spiller i Europa. Således har den belgiske klub i løbet af ugen afvist et bud på Scholz fra en Championship-klub, erfarer tipsbladet.dk.

Alexander Scholz har været en god spiller for Lokeren siden skiftet fra Stjarnan sidste år. I én af sæsonens sidste kampe før sommerpausen blev han pokal- og matchvinder i den belgiske pokalfinale med sit enlige mål, og i Europa League-kvalifikationskampene her i sæsonindledningen har han også været én af profilerne for Lokeren. Senest mod Hull City, som det belgiske mandskab slog ud med 2-2 på reglen om udebanemål. Til returkampen i England torsdag var der desuden flere engelske klubber fra både Premier League og Championship på plads for at besigtige danskeren, der netop er blevet udtaget til det danske U/21-landshold.

De gode præstationer har fået Scholz' navn til at rumstere i større klubber, og ifølge tipsbladet.dk's oplysninger er der allerede én klub, der har lagt et bud på danskeren. En klub fra Englands næstbedste række, The Championship, har således afgivet et bud på den 21-årige profil, men Lokeren har afvist buddet, da man gerne vil råde over danskeren til den kommende sæsons udfordringer i den belgiske liga og Europa League, hvor modstanderne bliver Legia Warszawa, Trabzonspor og Metalist Kharkiv. Buddet skulle være faldet efter Hull City-kampen torsdag.

Alexander Scholz har i alt spillet 63 kampe for Lokeren siden vinterskiftet i 2013 fra Stjarnan til Lokeren. Han har desuden optrådt fire gange for det danske U/19-landshold samt én enkelt gang for U/21-landsholdet.