Dolberg følte presset: Vildt at spille foran så mange mennesker
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Dolberg følte presset: Vildt at spille foran så mange mennesker

Den danske angriber Kasper Dolberg ser tilbage på sin debut for Ajax og erkender, at der er pres på, når man spiller for så mange mennesker.

Med plads til 54.000 tilskuere er Amsterdam Arena det største stadion i Holland, og det er foran et forventningsfuldt og krævende publikum, at Lasse Schöne og Kasper Dolberg vinder, taber og scorer mål.

I sommer fik Kasper Dolberg debut for Ajax i et opgør mod græske PAOK i Champions League-kvalifikationen, og det gik godt for danskeren, der scorede i sin debut. Selv om han kan virke iskold og uden nerver, så erkender den 19-årige tidligere Silkeborg-angriber nu, at det var en speciel oplevelse.

- Da jeg fik debut, følte jeg presset. Jeg havde aldrig spillet for så mange mennesker før. Det var vildt, så mange øjne der var på mig, fordi jeg var ny. Det føles stadig vildt at spille for så mange mennesker, men jeg forsøger at bruge det positivt, siger den danske angriber til et tv-program på hollandske RTL7.

Danskeren scorede senest på et straffespark, han selv vandt, mod FC København, men det er ikke de 54.000 tilskuere på Amsterdam Arena, som den 19-årige angriber går efter at imponere. Det er derimod holdkammeraternes anerkendelse, Dolberg søger.

- Jeg bekymrer mig ikke over, hvad andre tænker om mig. Jeg går efter at imponere de mennesker, jeg kender. Mennesker, jeg skal imponere, som min træner og mine holdkammerater. Det er dem, jeg spiller for. Ikke alle andre, siger angriberen.

På søndag venter så sæsonens hidtil vigtigste kamp, når rivalerne Feyenoord kommer på besøg, og her skal Ajax have tre point, hvis klubben fortsat skal have forhåbninger om at vinde det hollandske mesterskab. Med syv kampe igen af sæsonen og et Feyenoord-forspring på seks point er hjemmeholdet pisket til sejr, og det bliver interessant at se, om Kasper Dolberg er med i opgøret.

Dolberg måtte melde afbud til landsholdet med sygdom og en skadet lyske, og indtil videre er der ingen meldinger om danskerens tilstand, og om han bliver klar til opgøret.

I den modsatte lejr ligner det, at Nicolai Jørgensen bliver klarmeldt, efter han måtte melde afbud til landsholdet. Feyenoords topscorer, der også er topscorer i ligaen, var mandag tilbage i let træning, og håbet er, at han bliver klar til at starte inde mod Ajax søndag i Amsterdam.