Dansk landsholdsspiller: Jeg har alderen til at få succes i PSV
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Benelux

Dansk landsholdsspiller: Jeg har alderen til at få succes i PSV

Efter blot halvandet år i AZ Alkmaar har danske Simon Poulsen taget et stort skridt op i Holland, hvor han skal spille for mestrene PSV Eindhoven. Poulsen mener, at alderen nu er til succes i PSV.

Fra 2008 til og med 2012 spillede den danske landsholdsback Simon Poulsen godt for AZ Alkmaar, og det førte til et stort skifte til Italien og Sampdoria. Desværre blev det skifte aldrig nogen stor succes, og efter halvandet år i den italienske klub måtte Simon Poulsen kapitulere og vende tilbage til AZ Alkmaar.

Her har den 30-årige venstre back gjort det så godt, at den hollandske storklub PSV Eindhoven, der netop har vundet det hollandske mesterskab, har skrevet en toårig kontrakt med Simon Poulsen.

Men modsat skiftet til Italien, der aldrig blev nogen succes, føler Simon Poulsen sig godt tilpas med skiftet til PSV Eindhoven. Han føler sig sikker på succes.

- Det er dejligt med en ny klub, og jeg mener selv, at jeg har alderen til det den her gang. Jeg kender ligaen, så jeg kan fra start komme ind og få kampe. Det er lidt noget andet, når du skifter land, fordi du ofte skal bruge et halvt år på at blive integreret. Jeg tror på en god sæson, siger Simon Poulsen til tipsbladet.dk og forklarer videre:

- Det er selvfølgelig et stort skifte for mig og så på mine gamle dage! Nej, det er selvfølgelig et fantastisk skifte og noget, jeg ser frem til. At jeg kan lave sådan et skifte på det her tidspunkt i min karriere, er jeg stolt af, siger han.

Simon Poulsen har i denne sæson spillet 32 kampe i Æresdivisionen, og han passer med sin offensive spillestil godt ind hos PSV Eindhoven. Men konkurrencen er bestemt større hos PSV Eindhoven, der er en klub, som hver år forventer at vinde mesterskabet.

- Det bliver lidt noget andet, fordi det er en klub, hvor der er større konkurrence. Men modstanderne er stadig de samme, som jeg hele tiden har spillet mod, og jeg har bevist, at jeg sagtens kan være med.

- Jeg mener helt sikkert, at konkurrence hører sig til i en topklub. Vi prøvede også et år med AZ at være i toppen, men i Holland er det PSV og Ajax, der er deroppe hvert eneste år. Det er topklubberne. I Danmark er det lidt det samme med Brøndby og FCK, selv om jeg godt ved, at Midtjylland lige har vundet mesterskabet, siger Simon Poulsen.

30-årige Poulsen fortæller, at det var en ret nem beslutning at sige ja til PSV Eindhoven, da interesseren blev konkret.

- Der har floreret rygter om deres interesse længe, men der var ikke noget konkret, og som fodboldspiller slår du det ud af hovedet og fokuserer på banen. Men lige pludseligt gik det stærkt, og vi taler få dage. Det var ikke svært at sige nej til en klub som PSV, men det er heller ikke sådan, at jeg er jublende lykkelig over at forlade AZ, for jeg har virkelig været glad for at være i Alkmaar. Men når PSV vil have dig, kan du ikke sige nej, siger Simon Poulsen.

Danskeren kan nu se frem til et par landskampe og lidt ferie, inden han skal møde ind i PSV Eindhoven forud for den nye sæson.

Simon Poulsen var transferfri, hvorfor PSV ikke har betalt en overgangssum.