Dansk interesse for tidligere AGF-bomber i Holland
Foto: Polfoto
Benelux

Dansk interesse for tidligere AGF-bomber i Holland

Der har været dansk interesse for Aron Johannsson, men angriberens agent vurderer det ikke til at være realistisk, at den amerikanske landsholdsangriber i AZ Alkmaar skifter klub i dette transfervindue.

Den tidligere AGF-profil Aron Johannsson er ikke helt tilfreds med situationen i AZ Alkmaar. Den tidligere Superliga-bomber har i denne sæson haft svært ved at tilspille sig særligt mange minutter som angriber i sin hollandske klub, og det har fået Johansson til at tale om et snarligt klubskifte.

Danske klubber har også henvendt sig for at høre nærmere omkring angriberens situation, men det kommer de ikke langt med i dette transfervindue, fortæller Johannssons agent Magnus Magnusson.

- Der har været nogle henvendelser fra Danmark, men det er der nu hele tiden. Lige nu er han på vej tilbage fra en operation, så han skal også være på hundrede procent, hvis der skal ske noget, siger Magnusson til tipsbladet.dk.

- Han har været utilfreds, fordi han må sidde på bænken, men han mener også, at han bliver nødt til at arbejde benhårdt for at vise, at han er god nok til igen at få chancen på holdet og spille. Så jeg tror, det er meget urealistisk, at han skifter nu, siger Magnus Magnusson.

Transfervinduet lukker for de fleste landes vedkommende mandag ved midnat, så der kan nå at ske noget, men Magnusson finder det usandsynligt, da Johannsson vil kæmpe for chancen i AZ Alkmaar i den kommende halvsæson.

- Der kan altid ske noget helt særligt til sidst, men jeg tror, at han vil vise sig frem i AZ. Han er bare utilfreds at sidde på bænken, og sådan har alle spillere det jo. Det viser også ambitionerne. Han forventer snart at være tilbage og få chancen. De tabte 3-0 tirsdag, så det kan blive næste kamp, siger Magnusson videre.

AZ Alkmaar, der er nummer fem i Holland, møder søndag Heracles i den hollandske Æresdivision. Tirsdag tabte holdet 0-3 til Twente i pokalturneringen. Her fik Johansson en halvleg på banen.

Sidste sæson var Johannsson topscorer for AZ Alkmaar med 17 mål i 34 kampe. I denne sæson har han bidraget med to mål i ni kampe.