Alexander Scholz til belgisk storklub?
Illustration
Benelux

Alexander Scholz til belgisk storklub?

Det danske stortalent Alexander Scholz sættes i forbindelse med Genk og Anderlecht, og det er med stor tilfredshed, at han noterer sig interessen.

I Danmark er der ikke voldsomt mange, der falder på halen, når man nævner navnet Alexander Scholz, men i Belgien er man dybt imponeret over den unge dansker, der i denne sæson har været en stor profil i Lokeren.

Det lagt sammen med, at forsvarsspilleren blot er 21 år, gør ham til en meget interessant vare på transfermarkedet. Ikke mindst i Belgien.

I belgiske medier bliver Alexander Scholz kædet sammen med storklubberne KRC Genk og RSC Anderlecht. Begge klubber skulle for alvor have fået øjnene op for den unge dansker i løbet af indeværende sæson.

Hovedpersonen selv er smigret over rygterne.

- Jeg har også læst det. Jeg har ikke selv hørt noget, men jeg er beæret over at blive sat i forbindelse med topklubber som dem. Faktisk er det det største kompliment, man kan få i Belgien, siger Alexander Scholz til Het Laateste Nieuws og tilføjer:

- Genk har det vanskeligt i øjeblikket, men normalt kæmper de med om europæiske pladser i hver sæson. Anderlecht er den mest respekterede belgiske klub herhjemme og i udlandet.

Alexander Scholz har kontrakt med Lokeren frem til 2016.